Telefon +45 77 32 16 60

1. april 2022

Arkæologisk udgravning i Bredegade 4

Wagner Ejendommes bygning på Bredegade 4 i Aalborg gennemgår en større renovering, og i den forbindelse har arkæologer fra Nordjyske Museer fortaget historiske undersøgelser af udgravningen, der viste spor helt tilbage fra middelalderen.

Opførelsen af Wagner Ejendommes nye bygning på Bredegade 4 i Aalborg centrum er i fuld gang. I den forbindelse har en større udgravning har fundet sted, da der blandt andet skal implementeres en elevator i den totalrenoverede bygning. I den forbindelse fik arkæologer fra Nordjyske Museer mulighed for at følge med i nedgravningen, som umiddelbart under kældergulvet stadig var omkring 1 meter intakt kulturjord, der menes at stamme fra Aalborgs middelalderlige voldgrav.

Historiske fund
Det er ikke første gang, der bliver foretaget en historisk undersøgelse af Bredegade 4. Det gjorde der også i 1995 i forbindelse med en renovering af kælderen, hvor der blev påvist, hvad der formodes at være en fladbundet voldgrav.

Ved den nye undersøgelse i 2022 blev den opgravede jord grundigt undersøgt med metaldetektor for at finde eventuelle historiske fund. Her blev der udover en masse slagge og søm også fundet en meget fin kniv. Dog blev det vigtigste fund de middelalderlige keramikskår, der dateres fra 1200-1400-tallet.

På baggrund af de forskellige fund kan Nordjyske Museer konkludere, at der kan spores aktivitet helt tilbage fra middelalderen – herunder muligheden for, at det har været i Valdemar Atterdags regeringsperiode fra 1340-1375. I den forbindelse er der blevet fortaget ekstra prøver, som skal sendes til yderligere analyse, der skal hjælpe med at datere præcist, hvornår fundene er fra.

Middelalderlig voldstruktur
Formodningerne om at Bredegade 4 tidligere har været en voldgrav kunne ikke endeligt bekræftes ved de nye undersøgelser, dog antager Nordjyske Museer fortsat dette.

Der er ingen tegn på, at der har været andet end stillestående vand i volden, hvis der overhovedet har været noget, og derfor kan Nordjyske Museer endnu ikke konkludere, om voldgraven har været i forbindelse med Peder Barkes Å. Men udgravningen har givet anledning til meget interessante overvejelser om Aalborg bys middelalderlige voldstruktur i området omkring Vor Frue Kirke.